JUBILÆUMSTALE v. KNUD BJARNE GJESING

Tobaksgården. Sukkerkogeriet. Pakhuset. Skråen. Industrien. Bolsjefabrikken. Brandts Klædefabrik.

Rundt omkring i landet ligger disse institutioner, hvor man kan høre af navnet, at bygningen engang har været hjemsted for en egentlig, materiel produktion. Fabrikation af ting. Fremstilling af nydelsesmidler og fødevarer. Nu er denne materielle produktion indstillet, og bygninger bruges i stedet som kunstgallerier, teatersale, musik- eller spisesteder. Kulturinstitutioner af en eller anden art.

Deri er der måske noget trist og sørgmodigt – men jo også noget smukt.

Og sådan et sted har vi altså også her i Rudme – nemlig Foderstoffen, opkaldt efter den foderstofforretning, der tidligere havde til huse i bygningerne. Den oprindelige bygning er fra 1953. Tidligere var der blevet drevet foderstofhandel fra en rød træbygning henne ved Rudme station. Den er nu for længst revet ned – og det er stationsbygningen jo i øvrigt også.

Foderstofhandelen fra denne bygning, hvor vi står, blev indstillet i 1988. Bygningerne blev købt af Flemming Rasmussen, men stod derefter tomme og ubenyttede et par år. Da opstod imidlertid den blændende vision af Foderstoffen som et musiksted, et madhus, en teaterscene. En storstået kulturinstitution – midt ude på Lars Tyndskids mark!

Ideen opstod, da Ole Strøm, Flemming Rasmussen og Ole Pedersen stak deres krøllede hoveder sammen. Det var selv sagt en eksplosiv blanding! Det jo en stor sorg, at Flemming Rasmussen nyligt er afgået ved døden og ikke kan være sammen med os på denne festdag. Men vi bør sende ham en venlig og vemodig tanke. Uden Hanne og Flemming Rasmussen var Foderstoffen aldrig kommet i gang.

For i gang – det kom Foderstoffen jo. Vist ofte under kampråbet: ”Det kan ikke lade sig gøre – men nu gør vi det alligevel!”

På indvielsesdagen d. 14. marts 1992 var det et lidt snusket og halvvådt gråvejr ligesom nu. Jeg skulle holde åbningstalen og stod også trofast og erklærede min beundring for foretagendet og min kærlighed til Foderstoffen.

I dag må jeg dog komme med den tilståelse, at jeg stod og erklærede min kærlighed som en tvetydig og tvivlende elsker. På bunden af mit sorte hjerte skjulte sig en mistrøstig forvisning om, at Foderstoffen næppe ville kunne holdes kørende mere end et halvt års tid. Det ville blive en kortvarig kærlighedsaffære. En one night-stand!

Men alle mine valne tvivl blev lykkeligvis gjort til skamme. Nu står Foderstoffen altså her i sølvbryllupsalderen. Så smuk som nogensinde – og undervejs har den da også fået lidt botox-behandlinger med tilbygning og ombygning og fjernelse af den gamle kornsilo.

Og hvilke begivenheder og dramaer har ikke udspillet sig her? Her er blevet spillet megen god musik og spist megen god mad og drukken mangen ærlig rus!

Der er al mulig grund til at ønske tillykke til Foderstoffen og alle folkene bag den. Til alle de mange frivillige og sponsorer. Til musiklivet på Fyn. Og til os alle sammen, fordi der er et sted som Foderstoffen. Som Allan Olsen har skrevet i Foderstoffens gæstebog efter en koncert: ”Her er det aldrig forkert at være!”